“e-Learning burde anvendes strategisk og ikke kun som et redskab, som alle bruger”

Doktor Bates blev pensioneret fra University of British Columbia (UBC), i Canada, i slutningen af 2003, hvor han var chef for “Distance Education and Technology in the Continuing Studies Division”. Nu er han deltidsprofessor ved Universitat Oberta de Catalunya (UOC) i Barcelona. Han er ved UOC ansvarlig for at opbygge et forskningsprogram i e-learning fokuseret på tre områder: taktik, undervisning i virtuelle omgivelser og net servicer og indholdsstyring.

I dette interview giver Doktor Bates os hans meget klare meninger om mange af de udfordringer, som universiteterne står over for.

Lad os starte med et prototypisk spørgsmål: Hvad bør IKT´s rolle være på de “traditionelle” universiteter?

Lad mig fortælle dig, hvad jeg gerne vil se ske. Jeg vil gerne se e-learning fokuseret på de områder, hvor det nytter bedst. Det bør anvendes strategisk og ikke kun som et redskab, som alle bruger. Vi bør indse at e-learning er dyrt og optager meget af professorernes tid specielt i begyndelsen. Det medfører en masse ændringer, hvis de skal kunne udføre et godt stykke arbejde.

Hvad mener du med at bruge e-learning strategisk?

Det kan tolkes som at bruge e-learning på nye markeder, som for eksempel det livslange læremarked, det vil kunne betale sig i længden. Det kan også tolkes som at bruge IKT til specifikke pædagogiske formål indenfor visse fag. Statistik er for eksempel et område, hvor de studerende har mange problemer, og man kan bruge teknologien med grafisk fremstilling, video eller animering til at hjælpe i undervisningen.

Hvorfor anvendes e-learning ikke oftere – og på en mere opfindsom måde – i det højere uddannelsessystem?

Der har mange årsager. Udvikling af e-learning betyder mere arbejde og forskningsprofessorer tager nogle meget rationelle beslutninger om, hvad de vil bruge deres tid til. Specielt på et forskningsuniversitet er der konflikt mellem at forsøge at holde undervisningstid nede på et minimum for at kunne bruge mere tid på forskning. Professorerne ville gerne se IKT anvendt således, at det reducerer undervisningstiden, hvilket er svært.

Men på nogle områder ser det ud til, at e-learning kan reducere undervisningstid.

Ja, men dette sker kun når fag bliver fuldstændig omlagt til at kunne udnytte teknologien. I De humanistiske fag, eller områder hvor diskussion og dialog anvendes mere, skal professoren være meget involveret både i planlægningen af faget såvel som i undervisningen af det. Og med mindre systemet ændres, således at undervisning bliver mindst lige så meget værdsat –hvis ikke mere- som forskning, er der intet incitament for professorerne til at ændre væremåde. Dette er en stor hindring, højst sandsynligt den største.

Kan professorernes dårlige træning i at undervise være en anden hindring?

Professorer har en manglende pædagogisk træning, så de er ikke i en situation, hvor de tager deres undervisningsform op til fornyet overvejelse. Dette problem kan løses på to måder. Den ene er at kræve at professorer bliver trænet i at undervise, hvilket igen støder imod problemet med forskning. Hvis du beder dem om at tage en eksamen i undervisning, vil de højst sandsynligt søge ansættelse på et andet universitet, som ikke kræver en eksamen. Og at ændre hele systemet ville medføre, at regeringen skulle skride ind, hvilket universiteterne ikke bryder sig om.

Så en eksamen i undervisning lader ikke til at være realistisk for professorer... Hvad er den anden måde man kan involvere akademikere i udviklingen af e-learning?

Alternativet til træning, som er lige så uacceptabelt for mange professorer, er at arbejde som et team med professionelle pædagoger, eksperter i planlægning af undervisning og teknisk uddannet personer, som f.eks. programmører. Dette er for mig den bedste måde at arbejde med udvikling af e-learning. På den måde behøver professorerne ikke at være eksperter indenfor alle områder, de skal kun koncentrere sig om deres fag, og hvordan de bedst kan undervise i det. De skal dog være åbne for forslag fra eksperter i planlægning af undervisning, til hvordan de kan omlægge deres undervisning for at gøre nytte af teknologien.

Hvad med de studerende? Nogle opinionsundersøgelser viser, at de studerende kun ser e-learning som et redskab til at udvide indlæring til fjerntliggende områder men ikke som en god måde at lære på.

Du skal tænke på, at e-learning stadig er meget nyt. De første kurser på nettet startede ikke før 1996. Det er ikke overraskende, at den generelle befolkning og de studerende ikke er klar over mulighederne i e-learning. Det afhænger også af, hvem du spørger. Hvis du spørger en universitetsstuderende ser de e-learning som et nyttigt redskab, men de vil ikke erstatte kontakten ansigt til ansigt med professoren. De kan godt lide den sociale side, det er derfor de går på universitetet.

Har studerende, som arbejder, den samme -skal vi sige- skeptiske indstilling til e-learning?

Jeg kan give dig et eksempel, som svar på dit spørgsmål. Undervisningsgebyret er steget i Canada, det koster nu omkring 3.000 euros årligt at læse på universitetet. Som følge heraf har mange studerende deltidsjob og de interesserer sig for e-learning, fordi de på den måde kan kombinere studierne med arbejde. Hvis de går glip af en undervisningstime, kan de indhente den ved at gå on-line. Hvis du spørger arbejdende studerende, vil de svare dig, at de foretrækker e-learning i stedet for at møde op på universitetet.

Dette er for mig et nøgleelement. Der er mange arbejdende, som har behov for at opdatere deres kendskab, og e-learning er en fremragende måde at opnå dette. Men det lader til, at kun få personer er klar over dens potentiale.

Grunden til at mange mennesker ikke værdsætter e-learning er, at der ikke er mange tilbud i øjeblikket. Men markedet for videreuddannelse ville være mere positivt indstillet overfor on-line programmer, hvis de blev tilbudt af anerkendte universiteter. Problemet er, at de anerkendte universiteter, forskningsuniversiteterne, ikke har sat mange kræfter ind på livslang læring, idet de ser det som ekstra arbejde. Tricket er derfor at opbygge en økonomisk model, som vil bringe flere professorer til universitetet, som bliver betalt af programmer til videreuddannelse. Disse professorer vil i virkeligheden blive betalt via undervisningsgebyrer, og den slags studerende vi her taler om vil betale et fuldt undervisningsgebyr. Alle disse penge kan så gå tilbage til instituttet, således at de kan ansætte nye professorer. Så e-learning burde ikke medføre ekstra arbejde til de eksisterende professorer. Dette ville være et incitament til at institutterne vil interessere sig for e-learning, et marked der ikke blevet fuldt udnyttet, slet ikke i Europa.

I hvilken grad kan e-learning blive standardiseret og genbrugt i adskillige sammenhænge?

Jeg er skeptisk overfor dette. Noget indhold kan standardiseres, højst sandsynligt matematik og fysik. Problemet er ikke indholdet. En stor del af undervisning er socialt og kulturelt baseret. I den industrielle økonomiske model, hvor du har hierarkier, fungerer en videregivelse af information meget godt, idet informationen kommer fra toppen og man sætter ikke spørgsmålstegn ved den. Specielt på et meget stort universitet har du det samme hierarki, du har professorer, foredragsholdere, forskere, studerende. Derfor fungerer modellen, hvor informationen videregives, i et industrielt samfund.

Jeg har indtrykket af, at du ikke mener der er en stor fremtid for denne model…

Når du bevæger dig ud i et samfund, baseret på viden, og når du har brug for mere individuelt ansvar for uddannelse og livslang læring samt at anvende den læring i dit arbejde hele tiden, så har du brug for en anden form for undervisning. Du bliver nødt til at bevæge dig hen imod problemløsning og “case studies”. Det er en anderledes måde at undervise i for eksempel fysik, hvor fysik bliver et middel til at hellige målet og ikke et mål i sig selv. Specielt når du går ind på det fagmæssige område, bliver det mere tværfagligt, mere fokuseret på emne og problem og mindre indholdsfokuseret.

Hvad ville du anbefale universiteter, som ønsker at blive involveret i e-learning?

Jeg tror, at universiteterne skal igennem nogle udviklingsetaper. Første etape ville jeg kalde den “ensomme vandringsmand”, hvor individuelle personer gydet med teknologien arbejder på egen hånd og eksperimenterer. Anden etape er når den “ensomme vandringsmand” begynder at presse universitetsbestyrelsen til at yde hjælp og ressourcer. Denne etape følges af en tredje kendetegnet af hurtige og ukoordinerede aktiviteter, hvor en masse ting sker overalt med en masse problemer som resultat. Dette fører til en fjerde etape, som er fokus, taktik og prioriteter. På dette tidspunkt begynder institutionen at tænke strategisk: hvilke områder ville være de bedste for e-learning? Hvilken taktik skal vi anvende? Hvilken teknisk- og uddannelses støtte har professorerne brug for? Femte og sidste etape ville være et brug af e-learning, bæredygtigt og af god kvalitet på udvalgte områder og specifikke målgrupper.

Hvad er dit råd til institutioner, som befinder sig på forskellige stadier mod e-learning?

Jeg tror, at de fleste institutioner befinder sig på tredje stadie af ukoordineret aktivitet. Mit råd ville være at få stablet en proces på benene. Med dette mener jeg, at de skal oprette en komite, som beskæftiger sig med taktik og prioriteter, og som udarbejder en eller anden form for plan for e-learning. Dernæst skal man sikre sig, at man får ansat nok fuldtidspersonale til at føre planen ud i livet. Et af de store problemer er, at vi ansætter programmører og eksperter i planlægning af undervisning på kontrakt. De gør et godt arbejde, de begynder at lære og så udløber deres kontrakt, og de begynder at arbejde et andet sted. Så det er vigtigt at have en eller anden form for personalepolitik og karrierestruktur på plads for disse personer.

Hvad er vigtigst, strategier planlagt af institutionen eller hvor villig den individuelle professor er?

Begge dele. Institutionen bliver nødt til at planlægge nogle strategier. Men professorerne skal også gøre deres del. Hvis de ikke ønsker at anvende e-learning, vil e-learning ikke blive anvendt.

På Tony Bates hjemmeside kan du finde nyttig information om hans aktiviteter og udgivelser.

Se også artiklen Virtual Models of European Universities for at få et globalt perspektiv over e-learnings situationen på højere uddannelsesinstitutioner.